Din hverdag

Hvordan er hverdagen struktureret?
Når du er elev på Thorsgaard, så deltager du i hverdagen på lige fod med alle de andre elever. Det vil sige, at du indgår i et stort forpligtende fællesskab, der sammen løser alle de opgaver, der gør skolen til et dejligt sted at være.
Altså er du både med til at lave mad og servere det for dine kammerater, du gør rent på dit værelse og i dit hus, du er med til at holde alle fællesarealerne pæne og rene, du er med til at skabe den gode stemning, og du bidrager til fede og givende faglige undervisningstimer.
Nedenfor kan du se programmet for en helt almindelig dag på Thorsgaard Efterskole. Undervisningen består både af boglige fag, valgfag og linjefag, så du må være forberedt på nogle strukturerede men meget varierede hverdage.

En typisk dag på Thorsgaard Efterskole
07:30
Alle går en kort smuk tur i skoven
07:40
Dejlig morgenmad
08:10
Undervisning starter
09:45
Formiddagspause med lidt mad/frugt
10:05
Undervisning
12:25
Middagsmad og bagefter middagssnak i Tinget.
Her synger vi og uddeler meddelelser og der uddeles poster.
13:25
Undervisning
16:30Â
Undervisningen er slut for i dag
Fri leg indtil aftensmaden
18:00
Aftensmad
18:30
Stilletime og lektiecafe indtil 19:30
21:00
Aften-the
22:15
Alle i eget hus
22:30
Alle på eget værelse, hvor de bliver til næste morgen
Hvilke arrangementer har Thorsgaard Efterskole?
Cirka en gang om måneden afholder vi et særligt aftenarrangement for alle skolens elever. Arrangementerne har til formål at styrke fællesskabet, skabe debat og give ny viden. Til de enkelte arrangementer inddrager vi interesserede elever, som deltager i planlægningen, tilrettelæggelsen og udførelsen af arrangementet.
Arrangementerne er oftest obligatoriske for alle skolens elever. Vi kan fx finde på at invitere dig til følgende arrangementer: Foredrag, temafest, filmaften, idrætsaktivitet, naturoplevelse, rekordaften og husdyst.

Hvad kan man opleve i weekenderne?
Thorsgaard Efterskole er åben i alle almindelige weekender i løbet af året. Rigtig mange elever vælger at tilbringe de fleste weekender på skolen. Vi opfordrer alle til at blive på skolen i weekender indimellem, for der sker så meget fedt, hyggeligt, vildt, skørt, afslappende og fællesskabsfremmende i weekenderne.
Mange store og små projekter og arrangementer afholdes i weekender. Det kunne være kajaktur, filmmarathon, bryllupsweekend, Oscar-weekend, kreaweekend eller noget helt andet. Du er som elev selv med til at bestemme, hvad der skal ske i weekenderne, så hvis du har en god ide, så er det bare med at komme frem med den.
Der vil være enkelte weekender i løbet af året, hvor det er obligatorisk at blive på skolen, ligesom der også er enkelte forlængede weekender, hvor du kan være hjemme en ekstra dag.
