Friluftsliv
Bliv udfordret og brug din krop
Har du lyst til brusen i blodet, klatring i trætoppe, kajakræs på vandet, overnatning i det fri og o-løb i de smukke bakker ned til Mariager Fjord, er Friluftslinjen lige noget for dig.
Linjen er for dig, der er glad for at blive udfordret og bruge din krop i udendørsaktiviteter.
Kajak, mountainbike og klatring
Hvis du vælger “Friluftsliv”, får du lov til at komme ud at prøve kræfter med naturen på mange forskellige måder. Linjen tager oftest udgangspunkt i kajak, mountainbike og klatring. Du får endda mulighed for at tage prøven i IPP (International Paddle Pass), hvis diplom giver adgang til at ro selvstændigt overalt i verden.
På linjen vil du stifte bekendtskab med almindeligt lejrliv, hvor vi laver mad over bål, overnatter i naturen og kigger på stjerner. Friluftslinjen giver dig også mulighed for at prøve aktiviteter som skiløb, rappelling og adventure race.
På “Friluftsliv” kommer du helt sikkert ikke til at kede dig, og hvis du vil udfordres på det fysiske og mentale plan, så skal du vælge denne linje.