Faciliteter
Vi tror på, at de rigtige faciliteter har betydning for egen læring og udvikling af sig selv og hinanden.
Derfor har vi på Thorsgaard mange faciliteter både for naturelskere og dyreglade personer samt vores store mødested, Tinget, som er vores hjerterum på skolen.
Husene
På Thorsgaard er der fem elevhuse, der alle har navne inspireret af naturen omkring os. Du kan altså enten bo i Egetræet, Asketræet, Birketræet, Rønnetræet eller Lindetræet. Alle husene ligger på ”Sletten”, som er et dejligt udendørs mødested, hvor især de lange lyse aftener kan nydes i hinandens selskab.
De fleste værelser er rummelige to eller tre-sengs værelser med enten køjesenge eller enkeltsenge. I bor på værelserne sammen som roomies, enten dreng-dreng eller pige-pige. I husene er der både piger og drenge, og to til tre værelser deler toilet og bad. I hvert hus er der plads til 20 personer fordelt på ni værelser.
I løbet af skoleåret vil du have tre forskellige værelser og roomies. I Thorsgaards ånd er dét rigtig godt, da du så bliver præsenteret for flere forskellige efterskolekammerater, og du derved får en bedre tolerance og forståelse for andre unge mennesker, du måske ellers ikke ville have fundet sammen med.
I står selv for oprydning og rengøring på værelserne, og sammen finder I den bedste værelses-stemning: Hvordan skal lige præcis du og din roomie skabe det bedste udgangspunkt for et stærkt år på Thorsgaard?
Dyrene
På Thorsgaard Efterskole holder vi meget af dyr. Foruden vores 16 islandske heste som indgår i valgfags- og i linjefagsundervisningen, har vi stor glæde af de hunde, der bor med deres lærer-ejere på skolens område. Mødet med en glad hund med en logrende hale er godt for både tanker og humør, så når Lulu og Hvirla tøffer rundt på skolen, vækker det stor begejstring hos både elever og hunde selv. Endvidere kommer andre lærer-hunde ofte på besøg på skolen, og de elever, der har lyst, lufter dem dagligt og hygger sig med dem på udearealerne.
Et par katte og kaniner er også fast bestanddel på skolen, og omkring skolen græsser får og køer i det grønne. Desuden er vi de glade ejere af fire bistader, hvis beboere er leverandører af lækker honning, som vi nyder i spisesalen.
Bevæger du dig ned til fjorden, skal du igennem de forskellige folde, og du vil opleve en lydramme med både pruh, mæh, muh og fuglekvidder.
Tinget
Tinget er vores allesammens mødested. Det ligger centralt placeret i Stammen tæt på spisesalen og er vores hjerterum på skolen. Det er her, vi samles til middagssamling, fortælletimer, fællesmøder og til fredags-sangtime.
I Tinget florerer fællesskabet, nærværet og det hyggelige samvær på bedste vis. Det krydres med faglige diskussioner, etiske dilemmaer, Grundtvig og fællessang.
Til daglig mødes vi til samling om formiddagen. Her synger vi en sang, der bliver givet beskeder og lavet indkaldelser i demokratiets ånd, hvis nogen har brug for at holde små møder i Stammen, inden næste time begynder og dagens fag foldes ud.
Stammen
Stammen er en gammel lade fra dengang Thorsgaard var en gård. I Stammen mødes eleverne i fritiden og hænger ud og hygger sig med hinanden i dagligdagen og i weekenderne.
Det er enten her eller oppe på Kvisten, eleverne ofte sidder til fælles planlægning og gruppearbejde i skoleregi. Nogle af møblerne er lavet med gamle paller i et fælles projekt elev og lærer imellem.
Stammen emmer af god stemning med elever, der tager et spil pool, bordfodbold eller bare slænger sig i pallemøblerne, sofaerne eller ved klaveret i Tinget.
Naturen
Der er meget smukt omkring Thorsgaard; grønne marker, skov, store græsarealer og kuperet terræn grænser ned til Mariager Fjord, der på idyllisk vis bølger sig gennem landskabet for foden af bakkerne.
Thorsgaard ligger smukt placeret på toppen af herlighederne med skøn udsigt til omkringliggende marker og græssende heste. Fjorden ligger omkring ½ km fra skolen og kajakkerne læsses nemt på traileren og er dermed hurtigt i vandet til kajaksejlads på den smukke fjord. Der kan sejles i det meste slags vejr, da fjorden er omkranset af stejle skråninger og således ligger i læ for vind og vejr.
Der er fint anlagte vandreruter og mulighed for et hurtigt smut i vandet, hvis du er til den slags.