Lystfiskeri
På Thorsgaard Efterskoles lystfiskerlinje gør vi din passion for fiskeri til en del af dit efterskoleeventyr! Vores skole ligger kun 900 meter fra dit første spot i Mariager Fjord, som har en fantastisk bestand af havørreder.
Mærk hugget. Oplev naturen. Fang fællesskabet!
Her venter et år spækket med spændende fisketure, store naturoplevelser og et stærkt fællesskab med andre unge, der deler din interesse for lystfiskeri.
Vi jagter havørreder i fjorden og langs kysterne, kæmper med gedder og aborrer i søerne, prøver kræfter med laksefiskeri i åerne og udforsker medefiskeri og put & take. Når sæsonerne skifter, tager vi også på jagt efter hornfisk, makrel, havbars og andre spændende arter fra moler og kyster.
Hos os følger vi fiskene og årstiderne, og der er altid nye oplevelser på krogen!
Men lystfiskeri handler om meget mere end at kaste snøren ud! Vi dykker ned i fiskeriets kreative verden, hvor du blandt andet får mulighed for at binde dine egne fluer og prøve kræfter med blinkstøbning og andre spændende projekter. Forestil dig følelsen af at lande drømmefisken på et stykke grej, du selv har lavet!
Vi tror på, at en dygtig lystfisker ikke kun måles på antallet eller størrelsen af sine fangster. Derfor har vi også fokus på god fiskeetik, bæredygtigt fiskeri, korrekt og skånsom håndtering af fisk samt respektfuld færden i naturen. Du lærer at tage ansvar for både fiskene og de omgivelser, vi færdes i, så vi sammen kan være med til at passe på vores fantastiske fiskevande.
Undervejs lærer du nye fisketeknikker og får en dybere forståelse for fiskene, naturen og de forhold, der kan gøre forskellen mellem en stille fisketur og en uforglemmelig fangst.
Uanset om du er nybegynder eller erfaren lystfisker, er der plads til dig. Det vigtigste er lysten til at lære, udfordre dig selv og dele oplevelserne med andre.
For på Thorsgaard handler lystfiskeri ikke kun om den næste store fangst. Det handler om spændingen, eventyret og venskaberne, der varer hele livet!
Er du klar til dit livs fiskeeventyr?
Mød din underviser
Patrick
Patrick er nærmest vokset op med en fiskestang i hånden og har over 25 års erfaring med lystfiskeri. Fra barndommens fisketure ved åen og kysten til jagten på store gedder, laks, havbars og havørreder har fiskeriet altid været en stor del af hans liv. Særligt Mariager Fjord kender han som sin egen bukselomme.
Til daglig er Patrick også køkkenchef på Thorsgaard Efterskole, hvor han arbejder tæt sammen med eleverne. Han kombinerer sin passion for fiskeri med pædagogisk erfaring og kan tage eleverne med hele vejen fra fangst til tallerken.
For Patrick handler fiskeri om meget mere end fangsten. Det handler om at styrke selvtilliden, opleve naturen, mærke spændingen og lære værdien af tålmodighed og vedholdenhed.
Hans vigtigste mål er at give eleverne respekt for naturen, troen på egne evner og oplevelsen af, at de største glæder ofte er dem, man har arbejdet for!
Aktiviteter
Det kommer du til at lave på lystfiskeri
Fiskeri året rundt: Vi prøver kræfter med havørred, gedde, aborre, laks, put & take, medefiskeri og sæsonens fiskearter langs kyster, moler, søer og åer.
Fluebinding og grejfremstilling: Bind dine egne fluer og prøv kræfter med blinkstøbning.
Stangbygning og vedligeholdelse: Lær at bygge, reparere og vedligeholde dit eget fiskegrej.
Bliv en dygtigere lystfisker: Lær om fiskens adfærd, fødeemner, fisketeknikker samt vind, vejr og årstidernes betydning.
Fiskeetik og bæredygtighed: Lær om ansvarligt fiskeri, skånsom håndtering af fisk og respektfuld færden i naturen.
Fiskekonkurrencer: Deltag i spændende og sjove konkurrencer både internt og eksternt.
Kurser og workshops: Få ny viden og inspiration fra dygtige lystfiskere og gæsteundervisere.
Fra fangst til tallerken: Lær at rense, filetere og tilberede dine egne fangster.
Fisketure og eventyr: Oplev spændende fiskevande og evt. en fiskerejse til eksempelvis Gotland.
Mærk hugget. Oplev naturen. Fang fællesskabet!
Ofte stillede spørgsmål
Ofte stillede spørgsmål
- Hvordan bliver man elev på Thorsgaard?
Inden vi optager dig som elev på Thorsgaard Efterskole, skal du have besøgt skolen og fået en rundvisning.
Der vil ved besøget endvidere finde et lille interview sted mellem dig og en af os ansatte, så vi lærer dig lidt bedre at kende. Det kan enten være, at du booker dig ind til et åbent hus arrangement den første onsdag i en måned, eller aftaler besøg på et andet tidspunkt, det er helt op til dig, og du er lige velkommen til begge dele.
Under alle omstændigheder skal du tilmelde dig på nedenstående tilmeldingsskema i forbindelse med booking af et besøg.
Vi vil efter besøget sende dig en bekræftelse på dit besøg, og om vi har plads på den linje og klasse, du ønsker. Hvis du efter besøget tænker, “Yeah Thorsgaard Efterskole er lige mig”, skal du gå ind og udfylde det endelige tilmeldingsskema, som du får tilsendt fra os.
Når du har tilmeldt dig og indbetalt indmeldelsesgebyr, vil du få en endelig bekræftelse på, at du er optaget på skolen. Får du det, vil du dermed være sikret en plads på Thorsgaard i det skoleår, du har valgt.
- Hvad sker der når du er tilmeldt?
Allerede når du er tilmeldt, starter processen med at lære dig at kende. Det vigtigste i den sammenhæng er, at du, i foråret inden skoleårets start, inviteres til en telefonsamtale med en af lærerne. Her får vi en snak om, hvad der er godt at vide om dig, inden du skal starte hos os.
Senere på foråret afholder vi “Nye elevers dag”, hvor alle kommende elever og forældre kommer på besøg på skolen og møder hinanden sådan rigtigt for allerførste gang.
- Hvad koster det at gå på skolen?
Det er meget forskelligt, hvad den enkelte familie skal betale for et efterskoleophold på Thorsgaard. Det skyldes, at tilskuddet beregnes efter forældrenes indkomst.
Ugepris for skoleåret 25/26 er kr. 2.985 i 42 uger
Ugepris for skoleåret 26/27 er kr. 3.025 i 42 uger
Der gives statslig elevstøtte efter gældende regler. Med Prisberegneren kan man beregne sin egenbetaling. Den endelige beregning vil blive foretaget efter indhentning af indkomstgrundlag fra SU-styrelsen
- Hvilke klasser har I?
På Thorsgaard har vi 9. og 10. årgang. Vi har 9ESSENS, 10ESSENS, som er en almen 10.-klasse, 10GLOBAL, som er samfundsfagligt, kulturelt og politisk orienteret, 10FOKUS for elever med behov for særlig faglig støtte samt en prøvefri projektorienteret 10. klasse, 10PILOT.
Læs mere her: Undervisning
- Hvornår har man ferie?
Som udgangspunkt følger vi skoleferierne i folkeskolerne.
Skoleåret starter i uge 33 og varer 42 uger. Uge 42 er efterårsferie, vi holder juleferie i ca. 14 dage, vinterferie i uge 7, og så holder vi naturligvis også fri i forårets helligdage. De tre dage op til påske holder vi derimod IKKE fri, men påskens helligdage er selvfølgelig fridage.
- Hvordan er værelserne på skolen?
De fleste værelser er rummelige to eller tre-sengs værelser med enten køjesenge eller enkeltsenge. I bor på værelserne sammen som roomies, enten dreng-dreng eller pige-pige. I elevhusene er I blandede både piger og drenge, og to til tre værelser deler toilet og bad. I hvert hus er der plads til 20 personer fordelt på ni værelser.
- Skal man selv have computer med?
Thorsgaard stiller ikke computere, iPads eller lignende til rådighed for eleverne, så derfor anbefaler vi klart, at du medbringer din egen bærbare enhed. Selvom en smartphone er god til mange formål, så oplever vi i dagligdagen, at det ikke er tilstrækkeligt til skolearbejdet, og mobiler er ikke tilladte at bruge til folkeskolens skriftlige prøver.