Inklusion
På Thorsgaard har vi plads til en flok elever, der har særlige faglige, sociale eller personlige udfordringer, og som har behov for faglig eller social støtte.
Specialundervisning
Har man som kommende elev faglige udfordringer grundet forskellige omstændigheder, kan man indskrives i vores 10Fokus klasse. For at kunne gå i denne klasse skal man have været forbi PPR. Der skal være udarbejdet en PPV, der begrunder, hvorfor man har brug for specialundervisning i de fagfaglige timer.
Det er en PPR-psykolog i kommunen, man kommer fra, der vurderer, om der er grundlag for specialundervisning. Psykologen vurderer i samarbejde med os, hvor mange timer eleven skal bevilges efter “bekendtgørelse om tilskud m.v. til efterskoler og frie fagskoler” §25.
Elevens specialundervisningsbehov dækkes som udgangspunkt i 10Fokus klassen, hvor eleven modtager både individuel og personligt målrettet undervisning. Specialundervisningsbehov beskrives i en handleplan, der udfærdiges i starten af skoleåret. Der evalueres 3 gange årligt i forhold til elevens udvikling, hvilket beskrives i handleplanen.
Det er også muligt at modtage specialundervisning i 9. kl. Der tilknyttes en specialpædagogisk støtte til de elever, der har behov for støtte i minimum 9 timer ugentligt. Den specialpædagogiske støtte samarbejder med faglæreren og eleven i forhold til den særligt tilrettelagte støtte.
Derudover udarbejdes der individuelle handleplaner for den enkelte SPS-elev. Det er elevens bopælskommunes der indgår aftale med Thorsgaard Efterskole med samtykke fra den unges forældre om en specialpædagogisk indsats i 9. kl.
Vi anbefaler, at man kontakter skolen, inden man tilmelder sig et åbent hus arrangement ved behov for specialpædagogisk støtte. På denne måde kan vi sammen afstemme, om vi vil være det rigtige valg for det unge menneske.
Almen efterskole
Det er vigtigt for os at fastslå, at Thorsgaard Efterskole er en almen efterskole, og man derfor som elev skal kunne begå sig i de almene fællesfag og på linje- og valgfag ligesom alle elever i de andre klasser. Specialundervisningen tager udgangspunkt i de fagfaglige timer i løbet af skoledagen.
Vi holder meget af at samtale mellem både unge og voksne på Thorsgaard Efterskole, og når der er behov, vil der altid være en voksen, der vil tale med det pågældende unge menneske.
Inklusionstilbud
På Thorsgaard Efterskole holder vi meget af et mangfoldigt elevoptag og af de forskellige kompetencer og styrker mangfoldigheden bringer ind i samspillet på skolen.
Som elev på Thorsgaard vil man derfor møde et væld af forskellige unge mennesker med mange forskellige interesse-flader.
Det er helt bevidst, at vi på skolen har seks så forskellige linjefag, for vi elsker diversiteten og oplever, at de forskellige interesser eleverne har på skolen, er med til at sætte mange gode samtaler og venskaber i gang.
Ofte stillede spørgsmål
Ofte stillede spørgsmål
- Hvordan bliver man elev på Thorsgaard?
Inden vi optager dig som elev på Thorsgaard Efterskole, skal du have besøgt skolen og fået en rundvisning.
Der vil ved besøget endvidere finde et lille interview sted mellem dig og en af os ansatte, så vi lærer dig lidt bedre at kende. Det kan enten være, at du booker dig ind til et åbent hus arrangement den første onsdag i en måned, eller aftaler besøg på et andet tidspunkt, det er helt op til dig, og du er lige velkommen til begge dele.
Under alle omstændigheder skal du tilmelde dig på nedenstående tilmeldingsskema i forbindelse med booking af et besøg.
Vi vil efter besøget sende dig en bekræftelse på dit besøg, og om vi har plads på den linje og klasse, du ønsker. Hvis du efter besøget tænker, “Yeah Thorsgaard Efterskole er lige mig”, skal du gå ind og udfylde det endelige tilmeldingsskema, som du får tilsendt fra os.
Når du har tilmeldt dig og indbetalt indmeldelsesgebyr, vil du få en endelig bekræftelse på, at du er optaget på skolen. Får du det, vil du dermed være sikret en plads på Thorsgaard i det skoleår, du har valgt.
- Hvad sker der når du er tilmeldt?
Allerede når du er tilmeldt, starter processen med at lære dig at kende. Det vigtigste i den sammenhæng er, at du, i foråret inden skoleårets start, inviteres til en telefonsamtale med en af lærerne. Her får vi en snak om, hvad der er godt at vide om dig, inden du skal starte hos os.
Senere på foråret afholder vi “Nye elevers dag”, hvor alle kommende elever og forældre kommer på besøg på skolen og møder hinanden sådan rigtigt for allerførste gang.
- Hvad koster det at gå på skolen?
Det er meget forskelligt, hvad den enkelte familie skal betale for et efterskoleophold på Thorsgaard. Det skyldes, at tilskuddet beregnes efter forældrenes indkomst.
Ugepris for skoleåret 25/26 er kr. 2.985 i 42 uger
Ugepris for skoleåret 26/27 er kr. 3.025 i 42 uger
Der gives statslig elevstøtte efter gældende regler. Med Prisberegneren kan man beregne sin egenbetaling. Den endelige beregning vil blive foretaget efter indhentning af indkomstgrundlag fra SU-styrelsen
- Hvilke klasser har I?
På Thorsgaard har vi 9. og 10. årgang. Vi har almen 9. klasse, 10ESSENS, som er en almen 10.-klasse, 10GLOBAL, som er samfundsfagligt, kulturelt og politisk orienteret, 10FOKUS for elever med behov for særlig faglig støtte samt en prøvefri projektorienteret 10. klasse, 10PILOT.
Læs mere her: Undervisning
- Hvornår har man ferie?
Som udgangspunkt følger vi skoleferierne i folkeskolerne.
Skoleåret starter i uge 33 og varer 42 uger. Uge 42 er efterårsferie, vi holder juleferie i ca. 14 dage, vinterferie i uge 7, og så holder vi naturligvis også fri i forårets helligdage. De tre dage op til påske holder vi derimod IKKE fri, men påskens helligdage er selvfølgelig fridage.
- Hvordan er værelserne på skolen?
Værelserne er to-personers-værelser med enten køjesenge eller to enkeltsenge. I bor på værelserne sammen som roomies, enten dreng-dreng eller pige-pige. I elevhusene er I blandede både piger og drenge, og to til tre værelser deler toilet og bad. I hvert hus er der plads til 18 personer fordelt på ni værelser.
- Skal man selv have computer med?
Thorsgaard stiller ikke computere, iPads eller lignende til rådighed for eleverne, så derfor anbefaler vi klart, at du medbringer din egen bærbare enhed. Selvom en smartphone er god til mange formål, så oplever vi i dagligdagen, at det ikke er tilstrækkeligt til skolearbejdet, og mobiler er ikke tilladte at bruge til folkeskolens skriftlige prøver.