Efterskole med hjemligt touch
Thorsgaard Efterskole er en almen orienteret efterskole med en bred vifte af musiske, kreative, innovative og kropslige linje- og valgfag.
Thorsgaard Efterskole er en efterskole for elever, der aktivt og på demokratisk vis vil tage del i deres skolegang og gøre deres mening gældende i hverdagen. Skolen sørger for at skabe udfordringer og oplevelser både personligt, socialt, bogligt og kulturelt.
Og så er her bare virkelig hyggeligt og hjemligt!
Værdigrundlag
Vi vil på Thorsgaard Efterskole styrke elevernes faglige og demokratiske kompetencer til at turde gribe verden og sætte drømme i spil.
Læs hele værdigrundlaget her
Ofte stillede spørgsmål
Før du griber knoglen og ringer til kontoret med alle din spørgsmål, så kan du lige tjekke, om du kan finde svaret her.
Hvordan bliver man elev på Thorsgaard?
Inden vi optager dig som elev på Thorsgaard Efterskole, skal du have besøgt skolen og fået en rundvisning.
Der vil ved besøget endvidere finde et lille interview sted mellem dig og en af os ansatte, så vi lærer dig lidt bedre at kende. Det kan enten være, at du booker dig ind til et åbent hus arrangement den første onsdag i en måned, eller aftaler besøg på et andet tidspunkt, det er helt op til dig, og du er lige velkommen til begge dele.
Under alle omstændigheder skal du tilmelde dig på nedenstående tilmeldingsskema i forbindelse med booking af et besøg.
Vi vil efter besøget sende dig en bekræftelse på dit besøg, og om vi har plads på den linje og klasse, du ønsker. Hvis du efter besøget tænker, “Yeah Thorsgaard Efterskole er lige mig”, skal du gå ind og udfylde det endelige tilmeldingsskema, som du får tilsendt fra os.
Når du har tilmeldt dig og indbetalt indmeldelsesgebyr, vil du få en endelig bekræftelse på, at du er optaget på skolen. Får du det, vil du dermed være sikret en plads på Thorsgaard i det skoleår, du har valgt.
Hvad sker der når du er tilmeldt?
Allerede når du er tilmeldt, starter processen med at lære dig at kende. Det vigtigste i den sammenhæng er, at du, i foråret inden skoleårets start, inviteres til en telefonsamtale med en af lærerne. Her får vi en snak om, hvad der er godt at vide om dig, inden du skal starte hos os.
Senere på foråret afholder vi “Nye elevers dag”, hvor alle kommende elever og forældre kommer på besøg på skolen og møder hinanden sådan rigtigt for allerførste gang.
Hvad koster det at gå på skolen?
Det er meget forskelligt, hvad den enkelte familie skal betale for et efterskoleophold på Thorsgaard. Det skyldes, at tilskuddet beregnes efter forældrenes indkomst.
Ugepris for skoleåret 26/27 er kr. 3.025 i 42 uger
Ugepris for skoleåret 27/28 er kr. 3.095 i 42 uger
Der gives statslig elevstøtte efter gældende regler. Med Prisberegneren kan man beregne sin egenbetaling. Den endelige beregning vil blive foretaget efter indhentning af indkomstgrundlag fra SU-styrelsen
Øvrige udgifter
Indmeldelsesgebyr
Kr. 2500 indbetales senest 14 dage efter indmeldelse til
Sparekassen Danmark 9070 - 2072991578.
Indmeldelsesgebyret betragtes som et administrativt gebyr og tilbagebetales derfor ikke ved framelding eller udmeldelse.
Indeholdt i gebyret for startende elever er: en startpakke indeholdende efterskoledragt og t-shirt samt “Blå bog”, der udleveres, når skoleåret slutter.
Skolepenge
Skolepengene fordeles på 10 lige store rater. Den første betales d. 1. juli og den sidste d. 1. april.
Udmeldelsesgebyr
Ved udmeldelse/afbrydelse af opholdet efter den 1. august eller i løbet af skoleåret, betales skolepenge – uden statslig elevstøtte – i en periode på 2 uger efter udmeldelsen/afbrydelsen.
Introtur samt skitur
Den årlige introtur koster ikke ekstra. Rejsen går til en dansk destination. Skituren går til Norge og her er der heller ikke ekstra udgifter.
Golflinjen
Ved deltagelse på linjen “Golf” vil der være en merbetaling. Henvend dig til skolens kontor og få mere information.
Hestelinjen
Ved deltagelse på linjen “Islandske heste” vil der være en merbetaling. Henvend dig til skolens kontor og få mere information.
10Fokus
Der er merbetaling, når man skal gå i 10Fokus. Prisen oplyses ved kontakt til skolen, da det reguleres årligt.
10Global og 10Pilot
Der kan forekomme merbetaling for rejser i 10GLOBAL og 10PILOT.
Hvilke klasser har I?
På Thorsgaard har vi 9. og 10. årgang. Vi har almen 9. klasse, 10ESSENS, som er en almen 10.-klasse, 10GLOBAL, som er samfundsfagligt, kulturelt og politisk orienteret, 10FOKUS for elever med behov for særlig faglig støtte samt en prøvefri projektorienteret 10. klasse, 10PILOT.
Læs mere her:
Undervisning
Hvornår har man ferie?
Som udgangspunkt følger vi skoleferierne i folkeskolerne.
Skoleåret starter i uge 33 og varer 42 uger. Uge 42 er efterårsferie, vi holder juleferie i ca. 14 dage, vinterferie i uge 7, og så holder vi naturligvis også fri i forårets helligdage. De tre dage op til påske holder vi derimod IKKE fri, men påskens helligdage er selvfølgelig fridage.
Hvordan er værelserne på skolen?
Værelserne er to-personers-værelser med enten køjesenge eller to enkeltsenge. I bor på værelserne sammen som roomies, enten dreng-dreng eller pige-pige. I elevhusene er I blandede både piger og drenge, og to til tre værelser deler toilet og bad. I hvert hus er der plads til 18 personer fordelt på ni værelser.
Skal man selv have computer med?
Thorsgaard stiller ikke computere, iPads eller lignende til rådighed for eleverne, så derfor anbefaler vi klart, at du medbringer din egen bærbare enhed. Selvom en smartphone er god til mange formål, så oplever vi i dagligdagen, at det ikke er tilstrækkeligt til skolearbejdet, og mobiler er ikke tilladte at bruge til folkeskolens skriftlige prøver.