Under[-]visningen
På Thorsgaard Efterskole tilbyder vi undervisning i flere forskellige regi, og vi tilstræber altid at gøre undervisningen levende, inddragende og varieret. Vi synes nemlig, det skal være både udfordrende, lærerigt og sjovt at gå i skole!
Thorsgaard Efterskole vil med sin undervisning i de boglige fag samt i linje- og valgfagsundervisning bibringe eleverne større faglig dygtighed og give en undervisning, der svarer til kravene, som de er beskrevet i folkeskoleloven.
Differentieret læring
I undervisningen udfordres eleverne ud fra egne faglige ståsteder med differentieret læring i undervisningen. Dette betyder, at eleverne fagfagligt har mulighed for at udvikle sig progressivt med forskellige måder at tilegne sig læring og viden på.
Derfor tilbyder vi udover diverse boglige fag, også en lang række spændende linje- og valgfag, så du har mulighed for at nørde videre i din allerede eksisterende fritidsinteresse eller kaste dig over noget helt nyt - eller begge dele.
Vi har desuden en række fag på skemaet, som vi kalder de særlige fag.
Linjefag
Hverdagene er krydret med forskellige anderledes fag, og de fylder faktisk en del i vores ugeskema.
Vi har hele syv forskellige linjefag, du kan vælge imellem, og du vælger det samme linjefag for hele året.
“Jeg fik en masse tætte venner, og jeg opdagede meget om mig selv, som jeg ikke vidste i forvejen. Thorsgaard hjalp mig virkelig med at få lyst til at skole igen.”
— Ida Klausen, elev 22/23
Valgfag
På Thorsgaard tilbyder vi et væld af meget forskellige valgfag. Der er med garanti noget for enhver smag, og det er bare med at få kastet sig ud i noget nyt, når nu chancen er der.
Sammensætning af valgfag
Vi synes, det er vigtigt, at vi udbyder spændende valgfag, der passer til elevernes interesser, så derfor kan det variere fra år til år, hvilke valgfag der kører. Der er valgfag på skemaet to gange om ugen, og du vælger et valgfag pr. periode, der strækker sig over ca. 12 uger.
Vejledning
Gennem undervisning og samvær vil vi højne almen viden, samfundsindsigt, dannelse og give eleverne en større begrebsverden og vejlede dem i det videre uddannelsesforløb.
Vi tager udgangspunkt i den enkelte elev, og vejledningen på skolen er en proces, der har til formål at gøre alle unge livsduelige, uddannelsesparate og i stand til at træffe kompetente valg for fremtiden.